af Karin Broch-Lips

Hun havde siddet ved badebroen og røget smøger, den ene efter den anden. Hvad hun havde tænkt på, eller hvor lang tid hun havde siddet der, havde hun ingen anelse om. Men røget, det havde hun. Det kunne hun se dagen efter, da hun havde fundet ti skod dernede, mindst. Fra natten efter dagen, da… Hun græmmede sig og rakte efter bogen, der lå på bordet ved vinduet. Hun flyttede sin venstre fod og kom derved til at røre ved hans store sorte støvle.

”Åh, undskyld.” Hun smilede svagt.
Han sænkede avisen lidt, kiggede fraværende på hende, mumlede ”ingen årsag” og læste videre.
Ingen årsag. Sikke noget tåbeligt noget at sige. Han kunne da bare have sagt: ”Det gør ikke noget” eller noget andet mere almindeligt end ”ingen årsag”. Han lød oldnordisk. Han så ellers ikke så gammel ud. Egentlig ganske lækker med bred brystkasse og mørkt tæt hår. Hvordan mon hans tissemand så ud? Hun græmmede sig igen, men kom også til at grine, så hun fik gårsdagens røg galt i halsen. Ham den lækre kiggede bekymret på hende. Hun viftede med hånden.
Åh, hun skulle altid spørge sig selv om de mest åndssvage ting. Hvordan ser hans tissemand ud? Hvor store er hendes bryster, hende i den brune kjole? Hvordan ser hendes kæreste ud? Og hvordan mon de har det hjemme? Hvilke møbler og hvordan gør de det i sengen? Har han en farfar, og hvor mon han bor…? Og så videre… Hun kunne blive ved. Det må være en art nysgerrighed… Man siger, det er sundt at interessere sig for sine medmennesker, men så meget…?
Nå, bogen kunne hun ikke koncentrere sig om, så hun fiskede et gammelt Alt for Damerne op af tasken. Det havde hun neglet i sommerhuset. Så kunne han have det for det. Når hans mor ikke kunne finde det. Eller hans fucking kone. Når de kom næste gang. Når han engang havde fået ryddet op efter hende. Fjernet hendes hår, hendes sved og hendes duft fra sengen, fra badet… Om hun gad være der og hjælpe ham efter den udmelding. Okay, hun havde lige siddet der ved badebroen, og så havde hun pakket sin taske, og så var hun den, der var gået. Hold fast, hvor var hun gal. Efter alt det de havde sammen. Havde haft sammen rettede hun sig selv. Hvordan kunne han smide det væk? Være det bekendt – overfor hende, overfor sig selv?
Og så lige efter den hedeste vidunderligste gang sex. Hvordan kunne man sige det lige efter det? Det måtte være en slags mandeting. Hun sukkede højt og pustede det sidste røg op mod loftet. Den lækre fyr sænkede endnu engang avisen og så på hende. Er du all right? spurgte hans øjne. Jesus, hvad synes du selv? svarede hendes.

To år havde det stået på. Deres forhold. Aldrig havde hun troet, at det kunne føles sådan at være sammen med et andet menneske. Og i den første tid havde han haft det på samme måde. Det var i hvert fald ham, der ville flygte sammen med hende og giftes i et eller andet eksotisk land. Hvis bare hun sagde til, så kunne de tage af sted med det samme. Men hun syntes, det var lidt underligt, at man skulle flygte for at gifte sig, selvom det lød romantisk. Og der var bare lige den hage, at han havde en anden. En, han ikke kunne slippe. Christ, hvorfor? Hvor svært kunne det være?

Hun tog raslende en pakke cigaretter ud af tasken. Den mørke overfor sænkede atter avisen og så misbilligende på hende.
”Hvad?” spurgte hun.
”Det er mere for din egen skyld,” sagde han og læste videre.
For min egen skyld, vrængede hun tavst mod avisen. Han så heldigvis ingenting. Mænd og aviser. Hun smed pakken ned i tasken igen. Mænd i det hele taget. Hun bladrede lidt distræt i bladet, så opgav hun og lagde det fra sig på det tomme sæde ved siden af. De var kun de tre i kupeen. Hende selv, pigen i den brune kjole og ham den mørke. Gad vide, hvad han hed. Tobias? Nej, Phillip? Ja selvfølgelig Philip. Hvad ellers? Så hedder han sgu nok Morten. Hun kiggede ud af vinduet, hvor gyldne marker og grønne skove strøg forbi. Fucking sommer.
En hel uge skulle de have været sammen i sommerhuset. Men tre dage, det var hvad det blev til, før han afslørede sig selv. Tre dage. Hvordan i helvede kunne han overhovedet ”glemme” at fortælle hende, at han havde giftet sig med Hende den Anden. For 4 uger siden! Og så ville han holde ferie med hende, medens konen var på forretningsrejse i Strassburg. Han var ganske enkelt ikke rigtig klog. Hun fnøs højlydt. Åh, nej. Hun kiggede lidt skræmt på avisen… Jo, han havde hørt det. Han sænkede avisen og kiggede hende i øjnene.
”Er der noget, du har brug for at tale om?” Det sagde han sgu. Helt alvorligt.
Hun begyndte at boble. Hun kneb munden sammen for at stoppe det, men det gik galt, det var for voldsomt, det boblede for meget, så hun spruttede af grin, og hende i den brune kjole grinede med. Så standsede toget, og den brune kjole rejste sig og hev sin taske ned fra bagagenettet.
”Det skal nok gå,” sagde den brune kjole, og så skreg hun af grin og forlod kupeen.
Den mørke så helt paf ud.
”Jeg mente bare, du lyder så sølle…”
Sølle! Hun grinede, så tårerne løb ned af kinderne. ”Gu’ fanden er jeg sølle, jeg har lige oplevet, at jeg har levet på en løgn i lang tid…” Så blev latteren til gråd.
”Åh, det er så sørgeligt…” Han satte sig over til hende, og hun hulkede med hovedet boret ned i hans skulder. Og imedens kørte toget med dets sædvanlige bevægelser, så da gråden stilnede af og trætheden kom, faldt hun søvn. Han lagde hende forsigtigt på sæderne og bredte hendes sommerfrakke ud over hende. Den med alle blomsterne.

Hun vågnede med et sæt. Lyset havde skiftet. De var nu på vej hen over Fyn, det ville ikke vare længe, før de skulle ned i tunnelen. Hun satte sig fortumlet op. Han sad der endnu. Men avisen havde han foldet pænt sammen og lagt ved siden af sig. Han kiggede på hende. I hans øjne var der antydningen af et smil.
”Har du sovet godt?”
”Det ved jeg ikke – jeg har været helt væk…” Hun glattede forsigtigt håret. Hendes bekymring for hvordan hun så ud nu, sikkert med vildt uglet hår, hævede øjne og strimede kinder, behøvede han ikke at opfange.
Hun prøvede at smile kækt til ham, men kunne godt selv mærke at det bare blev til en mærkelig grimasse, og en kæk replik kunne hendes bedøvede hjerne slet ikke finde på.
”Skal du med helt til København?” Det var alt, hvad det kunne blive til, og så lød det så bedende. Som om han skulle følge hende hjem. Klassens uheldige pige, der var blevet vraget.
Han nikkede. Så sagde han: ”Og du ser sød nok ud.”
”Sød nok? Hvad mener du med det?” hendes stemme lød skinger, og hun mærkede, hvordan raseriet kom op i hende.
”Det jeg siger. Du ser godt ud, du behøver ikke bekymre dig. Søvnen har gjort dig smuk.” Han smilede roligt til hende.
Hvad var han for en? Hun blev hidsig af, at han havde gennemskuet hende, men samtidig var hun lettet og glad for hans omsorg.
”Jeg hedder Thomas.” Han rakte hende hånden.
”Katja.” Hun smilede og tænkte, at Thomas også var bedre til ham end Philip. Så det måtte han gerne hedde. Thomas.

 

 

Barnet opførte sig helt umuligt. Det var, som var det helt uvilligt til at tage imod fornuft. Altså, måske var det også helt urealistisk, når man tænkte over, at barnet var 4 år. Men lidt, bare lidt, måtte det da forstå. Så vidt hun kunne se, kørte det rundt med sin mor. Stillede flere og flere krav og efterhånden syntes de også helt urimelige. Og moderen, det stakkels skrog, var pinligt berørt over, at de sad i en kupe og ikke derhjemme. Derhjemme havde hun nok råbt højt, og derved fået barnet til at makke ret.
Hun sukkede og skiftede pind. Bare hun da også ville gøre det her, så de kunne få lidt ro. Dette skrigeri og gråd gik hende efterhånden på nerverne, og hun kunne jo ikke så godt blande sig. Det gjorde man jo ikke i et land som Danmark, hvor alt helst skulle være så pænt og afdæmpet. Hvis de havde været i et italiensk tog, havde moderen nok skreget ligeså meget eller måske givet barnet en lussing.
Hun trak i garnet og skævede derover. Lige nu gik det. Barnet sad på moderens skød og fik en fersken. Ingen tvivl om det, barnet var vild med sin mor. Elskede sin mor og ville have hende – hele tiden. Enten fordi moderen var for fraværende eller, fordi barnet ville bestemme og have det hele. Men det var sikkert to sider af samme sag. Hun strammede garnet om pegefingeren, medens billederne fra fortiden tonede frem. Katja i barnevognen, trygt sovende, uh hvor var det vidunderligt at gå derhjemme med de små – turene i barnevognen, vasketøjet der skulle hænges op, helst ude i solen, bollerne der skulle i ovnen, de små arme der lagde sig om halsen på hende, når hun hentede i børnehaven. Altid så tilfredsstillende og nok at være hjemme og være… for børnene og sig selv… Hun havde elsket den tid. Måske havde det været sværere med Katja. Søren havde altid været så tilfreds og ville altid hen i børnehaven eller skolen. Var så glad for vennerne. Og ønskede hende mere og mere ”bare” som den trygge baggrundsfigur. Hvilket var helt i orden. Det gav hende jo en slags frihed til at lave nogle andre ting. Men Katja. Hun var så egenrådig, så bestemmende og så alligevel så afhængig af hende. Hendes første små venskaber var ikke uproblematiske. Med drengevennerne gik det, men med pigerne… uha!
Hun var begyndt at arbejde dengang, Katja var lille. Så barnet havde fået lange dage i børnehaven. Men det var nok ikke nær det, det var snarere hendes egen tvivl om, hun gjorde det rigtige, arbejdede i stedet for at skrive den bog og passe sine børn. Men hun havde ikke turdet. Vi har ikke råd til det, sagde hun altid til Kurt, men han sagde, det var noget vås. Selvfølgelig havde de råd til det, de havde masser af penge i huset. Hvad forstod hun sig på det, men at tage lån i huset virkede på hende som ikke at have råd. Senere, langt senere i livet, gik det op for hende, at det slet ikke havde drejet sig om de penge. Nej, det havde drejet sig om at turde fejle, at turde fiaskoen. Hvis bogen ikke blev læst af en eneste, eller værre endnu, hvis hun slet ikke kunne skrive den. Datteren var vokset op i hendes frustration over sit arbejdsliv og over sit liv og sig selv i det hele taget. Det havde jo nok påvirket barnet, at hun ikke havde taget et ordentligt og tydeligt valg. Og hun havde altid haft dårlig samvittighed over det overfor Katja i de år. Havde hun været for fraværende og optaget af spekulationer i de år? Havde hun ofret Katja med sit manglende mod? Sin angst for at vælge forkert, så hun slet ikke fik valgt? Åh, hun havde spurgt sig selv om det 1000 gange og selv nu, hvor hendes bøger faktisk var en succes, og Katja var blevet børnelæge, var hun ikke faldet til ro med det. Selvom Katja havde valgt sin levevej klart og tidligt i sit liv.
Hun sukkede og hev det andet garnnøgle op af posen. Hun skulle skifte farve. Barnet var faldet i søvn og lå nu på sædet med hovedet i moderens skød. Det gav et helt stik i hende. Savnet af at være småbørns mor. Det havde helt sikkert været den lykkeligste periode i hendes liv. Og gud, hvor var den kort. Alt for kort. Nu var de begge flyttet hjemmefra. Og hun havde fået skrevet den bog – og flere til. Hvis bare hun havde vidst det dengang… og dog – visheden kommer altid først senere. Hun strikkede hurtigere nu. Det føltes, som den her farve var lettere at strikke med. Det lød da helt åndssvagt. En stille klukken undslap hende. Barnets moder kiggede på hende, hun nikkede smilende tilbage.
Men havde Katja alligevel manglet noget? Søren havde stiftet familie og havde to skønne drenge på 2 og 5 år, de boede tre gader væk. Hun smilede ved tanken om dem, hun passede dem jævnligt til stor glæde for alle parter. Men Katja, hun var flyttet til København, og selvom hun var blevet en stærk og meget sensuel kvinde, havde hun aldrig giftet sig eller stiftet familie. Pigebarnet blev 32 næste gang.
Hun vurderede strikkearbejdet. Åh nej, det virkede som om, den nye farve gjorde strikketøjet grovere. Det kunne da ikke passe.
Han var en gammel gnavpot. Det sagde hans kone i hvert fald. Faktisk var der ikke det, der ikke var i vejen med ham ifølge hende. Hun syntes simpelthen, at alt hvad han gjorde var forkert, umuligt, tosset eller ulækkert. Han bakkede på piben. Landskabet for forbi ham, derude, udenfor vinduet. Det danske sommerlandskab. Han holdt så meget af Danmark specielt om sommeren og havde faktisk aldrig lyst til at rejse udenlands. Det var også forkert. Ifølge hende. Hans kone. Efterhånden havde han følt, at han var et mærkeligt misvæsen, og at hans kone var blevet en heks. Det var derfor, at han havde skrevet til den her damebrevkasse. For at få en forklaring og et godt råd. Hvorfor hun var en heks, og hvad han skulle gøre. Han syntes ellers, at han havde prøvet alt. Han havde taget med hende til Kreta i juli måned, han var holdt op med at ryge cigaretter, nu røg han kun pibe, udenfor i haven, han var begyndt at skifte underbukser hver dag og prøvede ikke at prutte i sengen, og nu sad han max et kvarter på toilettet, når morgenavisen kom. Han havde også snakket mere på det sidste – smalltalket om alt muligt, inviteret hende på cafe og set socialrealistiske film med hende, selv om han holdt meget mere af at sidde i fred og ro og læse henne i hjørnet i den gamle stol. Han elskede lange traveture i skoven, men hun havde ikke lyst på grund af sine dårlige knæ, så ønskede han sig en hund at gå med, han turde ikke fortælle hende om hans hemmelige ønske om at begynde at gå på jagt. Men det med hunden var ikke faldet i god jord. Hun ville gerne hygge hjemme med ham med canasta og bridge, men han var ikke så meget til kortspil, bøgerne trak mere. Han havde foreslået hende at starte i bridgeklubben, men hun havde bare lavet himmelvendte øjne. Så var det, han havde skrevet sin nød ud. Hvordan skulle han tilfredsstille sin kone? Hvordan kunne han få det rolige og harmoniske liv, han ønskede?
Femina havde svaret så pænt tilbage. Åbent i bladet. Det var helt mærkeligt at se sit brev, sine egne ord på siden. At hun, konen, også havde læst det Femina, havde han ikke drømt om.
Så der var blevet en farlig diskussion, for selvfølgelig havde hun genkendt ham – hans navn stod faktisk også under brevet. Otto. Men det hed han jo. Måske skulle han alligevel havde bedt om at være anonym. Men han havde ikke skænket det en tanke, for hun læste altid Søndag, troede han, men det var altså ikke rigtigt. Lige den uge havde hun været til damefrisør, der havde hun læst det. Og det gjorde det jo ikke et hak bedre, at hun havde spruttet kaffen ud over det hele og slået hovedet op i tørrehjelmen, så den var væltet og gået i tusind stykker og havde måttet forklare frisør Inger det hele, for ellers skulle hun jo betale for en ny tørrehjelm, men nu syntes frisør Inger, at det var så synd, at hun havde sådan en forfærdelig mand, at hun slap. Det var han sådan set også glad for, for sådan et monstrum kostede vel et eller andet… men diskuteret, det havde de, og mere end det. For hun var blevet vældig ophidset, og jo mere ophidset hun blev, des roligere blev han. Det var ligesom en naturlov. Og naturligvis hidsede det hende endnu mere op. Så det spruttede og røg fra hende som fra en anden vulkan, og hvis det ikke havde været, fordi han havde følt sig så pinlig berørt, havde han udnyttet situationen. Det havde altid fungeret – især i deres unge år. At kysse hende når hun var allermest vred. Ikke et tantekys, men et rigtig lidenskabeligt kys. Så var det ligesom hendes damp fik en ny retning – et nyt mål. Og det slog aldrig fejl, hun kastede arme og ben rundt om ham, og de væltede enten om på gulvet eller ind i sengen, og de næste timer forsvandt…
Han sukkede og lagde piben fra sig på det lille bord, den var gået ud. Men denne gang var det ikke endt sådan, nu fortrød han faktisk, at han ikke havde brugt tricket fra den gang. Men udover at have følt sig pinlig berørt, havde han ikke orket det. Havde ligesom på forhånd opgivet og resigneret, og det havde han egentlig allerede gjort længe før. Så han havde blot taget sin jakke og sin tweedkasket og var lige så stille gået ud af døren. Om hun opdagede, at han gik, vidste han ikke. Men nu sad han her i toget på vej til København, og når han kom frem til sin søster, ville han ringe – bare for at hun ikke skulle blive nervøs og bange. Det skulle hun alligevel ikke – og for øvrigt var han slet ikke interesseret i at være en efterlyst person, hvis nu hun blandede politiet ind i det…
Nå, nu kørte de ned i tunnelen, hun lagde strikketøjet fra sig og kiggede hen på den ældre nydelige herre, der sad ved den ene vinduesplads. Det var godt at have en mand ved hånden, hun var ikke særlig glad for den nye tunnel. En mand ved hånden… Tja det var snart længe siden, at Kurt døde, og hun blev alene. 35 års samliv sluttede brat den dag – åh, det var jo ikke mere end fem år siden, hun sukkede, men det føltes længere. Den dag. Han kørte ud. Og ikke hjem. Den dag lastbilen pludselig trak ud. Den dag en landevej pludselig blev til en skillevej. Hun havde aldrig været nervøs, når han kørte sine vagter. Som dyrlæge i et landdistrikt skulle han jo rundt til de syge dyr på gårdene. Tværtimod havde hun altid syntes, det var så hyggeligt at vente ham hjem, hun kunne tit ligge vågen om natten og glæde sig til hans hjemkomst, til atter at mærke varmen fra hans krop, når han lagde sig i sengen igen. Undertiden stod hun op og ventede med kaffe og brød, det var især, hvis det var en fødsel, han var ude til. Nej, for hende havde fravær altid indeholdt glæde og frydefuld forventning. Også om dagen, hvor hun kunne finde på at synge og danse til og med støvsugeren, fordi hun vidste, at han – hendes livs udkårne – snart kom hjem til hende. Så at tage afsked med ham var altid en glæde, for så ventede en dejlig genforening. Så det kom som et chok for hende, at han ikke kom tilbage – faktisk tog det hende et halvt år, før hun troede på det – at han aldrig kom igen. At det var rigtigt, at de ikke længere skulle genforenes, i hvert fald ikke i dette liv. I starten var hun stadig glad og ventede ham frydefuldt, men efterhånden blev hun mere og mere stille, når hun om aftenen stod i døråbningen eller sad ved køkkenvinduet og bekymret spejdede efter ham. Hvorfor var han så sent på den i dag? Og glæden begyndte at vige for bekymringen, også om dagen, så hun sang ikke længere eller dansede eller svingede støvsugeren. Oftere og oftere vendte hun sig mod datteren og spurgte, hvorfor tager det så lang tid, hvorfor kommer ham heller ikke i dag? Datteren svarede aldrig, men vendte bare rundt og gik. Til sidst behøvede hun ikke spørge mere, et blik var nok. Om natten sov hun ikke, hun ventede, men hans halvdel forblev kold… Hun vidste, at hendes børn snakkede om, om hun mon var ved at blive skør, og om de skulle gøre noget… Men det var hun ikke, hun ventede bare. Men til sidst blev hun klar over, at det ikke nyttede at vente, han ville aldrig komme mere. Han var rejst i forvejen, og genforeningen måtte vente til efter dette liv, og dette liv var hun ikke færdig med, så nu måtte han vente…
Hun rejste hovedet og så ud af vinduet, hun kunne mærke, at toget ikke kørte mere. Og de var stadig i tunnelen, åh nej! Hun vidste det, nu skete det, hun frygtede mest – toget holdt stille i tunnelen under flere millioner liter havvand. Hun må have set meget forskrækket ud, for den ældre herre rejste sig og lagde en brun hånd over hendes mere spinkle og hvide. ”Tag det roligt. Det varer sikkert kun et øjeblik.”
Han havde beholdt hendes hånd i sin og sat sig over til hende. Nu sad de her. Og ingen af dem sagde noget. Ikke fordi man skulle snakke hele tiden, men det gik hende lidt på, for der opstod ligesom et tomrum, der gjorde hende urolig. Men han sad bare og holdt hendes hånd og kiggede ud af vinduet, tilsyneladende helt i sin egen verden. Men det vidste hun var løgn, for den virkning hans hånd havde på hele hendes system, det sugede i hendes mave og bryst, og hendes æggestokke, de nærmest stod og blafrede juhu koom… vi er heeeer…., måtte være gensidig. Hvis han ikke snart slap hende, ville hun begynde at sitre over det hele eller endnu værre kaste sig over ham. Hun smugkiggede på hans skød, om der var tegn på påvirkning, hun var ikke sikker, men var det ikke som om, der var en bule, der bare voksede og voksede? Hun gispede svagt ved tanken… Han kiggede på hende. ”Vi kører ned i tunnelen nu.” Hun rejste sig og kiggede ivrigt ud af vinduet, hun syntes, det var så spændende med den tunnel, han fulgte efter og stillede sig tæt bag hende.
Lyset i kupeen blinkede, da det blev tændt, og en eller anden havde stillet kontakten på natlys, så det forblev svagt gulligt, og gav rummet en intim atmosfære. Hun kom i tanker om en eller anden roman, hvori der var beskrevet et tunnelsamleje i et tog, eller var det i en novelle? Hun kunne faktisk ikke huske det, men det var også lige meget, for nu var han der, hans mund, hans læber, hans hænder, overalt, godt at den brune kjole var gået… Hun vendte sig mod ham og fik ham bugseret ned til døren, fik gardinerne trukket for, og så væltede de om som et stort monster med otte ben. Alt blev til et frydefuldt vivar, og det var først senere, at de opdagede, at toget holdt stille, stadig i tunnelen.
Han gik ud på gangen og kiggede ud af vinduet. Han vendte sig mod hende og trak på skuldrene. Hun lynede cowboybukserne og kæmpede for få brysterne indenbords i bh’en. Han smilede ad hende og kom hen til hende igen, hans kys var stadig hede og lystne, men ikke længere så krævende. Hun trak sig lidt tilbage og fik orden på dem. Så stak hun hovedet ud og så ned ad gangen først til den ene side og så til den anden. Der var andre end dem, der var trukket ud på gangen og havde stukket hovedet ud af vinduet for at få noget at vide. Der var et ældre par, der tiltrak hendes opmærksomhed. For håret lignede noget, hun kendte og sjalet, det koralrøde sjal hun havde kæmpet med sidste efterår, julegaven til hendes mor… ”Du godeste,!” hun trak hastigt Thomas ind i kupeen og døren til med et ordentligt hiv. ”Min mor!” hviskede hun og vidste, at nu gik det galt igen. Her stod hun med sin seneste erobring på bunden af Storebælt. Og hvem var der så? Stucked sammen med hende? Moar! Hun holdt hånden for munden, medens hun kæmpede med sin sprutlatter, for den var på vej igen. Som altid, når situationen blev speget eller for meget, eller når hendes far havde skældt hende alvorligt ud. Og hvad gjorde hun? Sprutgrinede. Hun kunne ikke gøre for det. Det var hendes autonome nervesystems skyld, det var hun sikker på. Hun måtte være blevet fejlprogrammeret. ”Min mor, hun står der ude på gangen med en mand, jeg ikke kender.” ”Din mor!” Han stak hovedet ud af kupeen ”Er det hende med sjalet?” ”Ja, det har jeg lavet” Nu fnes hun helt ukontrollabelt. ”Kom nu herind for pokker.” Hun trak i ham. ”Jamen skal vi ikke hilse på hende?” ”Er du tosset? Her på bunden af havet i et tog, der ikke kører og med en mand jeg lige har elsket med?” Han trak hende ind til sig. ”Ja, var det ikke dejligt?” Han prøvede at kysse hende, men hun hamrede sine knytnæver i brystkassen på ham. ”Hold så op, det er alvorligt det her…” sagde hun, men så kom hun til at fnise igen, og denne gang truede det med at gå over i krampelatter, tårerne stod allerede i øjnene på hende. Men han blev ved. ”Kom nu, du må da hilse på din mor… Så blev han afbrudt af togføreren, der endelig talte til dem. ”Jeg beklager dette ufrivillige stop, vi kører igen indenfor få minutter.” Ingen forklaring på hvorfor de stod stille her. Hun så tankefuldt på Thomas. ”Hvad?” svarede hans øjne.
Hun stod sammen med Otto ved vinduet i gangen. Sådan hed den ældre mand, der så vidunderligt havde lagt sin hånd på hendes. Det var dejligt, at han stod her ved hendes side. Det virkede så beroligende på hende. Hun fornemmede panikken lige under overfladen – den kunne bryde igennem, når som helst, men med Otto lige ved hånden gik det nok. Han havde set ud af vinduet, men der var intet at se, kun mørke – intet lys hverken forude eller bagude, havde han fortalt. For hun skulle ikke nyde noget af at se ind i den mørke tunnel. Men de måtte stå midt inde i den, siden de ikke kunne se dagslys, men på den anden side, den var jo lang… Hun overvejede, hvordan det ville være at skulle gå hele vejen ud. Hun gøs lidt. Otto tag hendes hånd og gav den et lille klem. ”Står du og bliver kold?” Hun rystede smilende på hovedet.

Han mærkede, hvor beklemt hun blev, da toget standsede i tunnelen. Hun havde et smukt hvidligt hår, der nærmest fik et flammende skær af det røde sjal, som også gav hendes ansigt et varmt udtryk. Jo hun så unægtelig dejlig ud og meget mere omgængelig end hans egen private heks derhjemme. Og så appellerede hun til hans ridderhjerte, med sin åbenlyse sårbarhed. Det var derfor, han havde lagt hånden over hendes for at berolige hende. For hun var blevet bange. Og han måtte indrømme, at det da også var underligt, at de holdt her uden informationer. Han fik også en masse billeder af gåtur langs skinnerne eller endnu værre et sammenstød med et andet tog eller allerværst en bombe eller anden form for terror. Men han sagde ikke noget af det højt, men antog sin mest beroligende mine og gav hendes hånd et klem herude foran vinduet på gangen. Det virkede som om, hun frøs lidt, og han ville lukke vinduet, men hun rystede på hovedet. Hans lille prinsesse. Det der foruroligede ham allermest, eller i hvert fald noget af ham, var egentlig, at han på så få minutter følte sig så forbundet med hende. Som om han pludselig havde fået en rolle i et eventyr. Et eventyr med drager og hekse og store grå slotte på vældige bjergtoppe. Han var den tapre ridder, der skulle føre sit hjertes udkårne, landets skønneste prinsesse, i tryghed tilbage til slottet og hendes fader, den almægtige konge. Måske var det i virkeligheden hans liv – hans livs eventyr, han stod midt i… Han smilede lidt af ordlegen, så kom den endelig. Togførerens stemme. Den lød svagt knitrende i højttalerne, men var tydelig nok. ”Schyy” sagde prinsessen og lagde hovedet på skrå, som kunne hun så høre bedre. Men de fik intet at vide, ikke andet end at toget ville køre igen om få minutter. ”Kom lad os sætte os ind igen.” Han fik hende ind i kupeen og sagde, at hun skulle flytte hen til vinduet overfor ham. Det var først nu, at det gik op for hende, at den unge moder med barnet var væk. ”De stod af i Nyborg” sagde han smilende, ”lige inden tunnelen.” Tænk, hun havde været så nervøs for den tunnel, at hun ikke havde lagt mærke til noget andet, end at toget skulle herned i dette rædselsfulde rør. Hun mærkede en lille vrede og med den også klaustrofobien. Det prikkede i hovedbunden, og hun sendte et lille forskræmt blik til Otto.
Åh, gud, hvor det skar i hans hjerte at se hendes angst, hun virkede som en lille forskræmt fugl, med de mørke øjne og den spinkle skikkelse. At hun havde været smuk som ung var tydeligt at se, selv om hendes skønhed var falmet, havde hun stadig denne gyldne udstråling.

Pludselig gav det et ryk i toget og så et til – denne gang voldsommere. Der var nogen, der skreg i den næste vogn. Thomas så forbavset på hende og stormede så ud til gangvinduet og spejdede ud. Så var det, at al lyset forsvandt. Faktisk forsvandt alle lydene fra toget, ikke engang lidt knitren fra højttalerne hørtes. Toget blev til en tavs, mørk slange, der stod helt stille. Hun kaldte forskrækket på ham, og han famlede sig tilbage og satte sig ved siden af hende. ”Der er intet at se”, sagde han. ”Intet – kun mørke.” Hun fandt hans hånd og var pludselig frygtelig glad for hans nærvær på en helt anden måde, og samtidig fik hun trang til at styrte ind til sin mor. Men Thomas drejede heftigt kroppen mod hende. ”Er det ikke utroligt?” sagde han voldsomt og var åbenbart blevet tindrende gal i stedet for bange. Hun kunne mærke, hvordan arrigskaben sitrede i ham. Han vedblev: ”Intet får man at vide. Hvorfor kommer der ikke nogen og fortæller os noget, hvis de skide højttalere er i stykker… eller deres intercom, eller hvad fanden det hedder. Vi er sgu’ da et informationssamfund! Et kommunikationssamfund! Hvad fanden sker der egentlig?” Han sprang op igen. Al hans ro var forsvundet – han var faldet i et andet mørke, det vrede og magtesløse. Hun fik fat i ham og fik ham til at sætte sig ned. ”Slap nu af, vi får nok noget at vide om lidt,” sagde hun blidt, og lagde en hånd på hans kind. Blidt? Hun var da utrolig. Her sad hun bange og skræmt, men kunne alligevel berolige sin store stærke erobring, der pludselig viste sig at være lammet af vrede. Overskudsmenneske, det var da det, hun var. Overskudsmenneske! Ha! Hun mærkede krampelatteren igen, og denne gang slap hun den uhæmmet løs. Overskudsmenneske! Hvor skørt kunne det blive?

Da lyset gik, var det, som alt forsvandt i hende og omkring hende. Hun faldt, gled ned i et eller andet udefinerbart, som skræmte hende fra vid og sans. Der var ingen farlige krokodiller, giftslanger, edderkopper, mordere, der var intet, og det var det, der skræmte hende. For hvad stiller man op med intetheden? Hvordan kæmper man med den? Eller mod den? Hvis der havde været lys, ville Otto have set, at hun var hvid som et lagen, nu kunne han kun høre hendes overfladiske stødvise vejrtrækning. Han vidste, hun hyperventilerede. Han famlede sig hen til sin gamle brune skoletaske, den havde han altid med sig. Deri var et æble, et par blyanter, viskelæder, et par tidsskrifter, et krydsogtværsblad, papir, den gamle termokande, som regel med kaffe i – og ja en plasticpose. Man vidste aldrig… men nu havde han vitterlig brug for den. Han formede den som en lukket tragt og fik hende til at trække vejret ned i den, så hun ikke fik for meget ilt.
Og det hjalp. Faktisk gjorde det hende så rolig, at hun turde glide ned i det mørke hul. Ned i intetheden. Og da hun kom derned, var der intet at gøre, – og hun var så træt.

Otto strøg hende kærligt over hånden. Så faldt hun da i søvn. Det var det bedste. Så kunne han få lidt ro til at samle sig. Han syntes nu heller ikke, det var så godt, at de stod hernede i tunnelen. Nu havde de faktisk været her længe. Han så på sit selvlysende ur – 20 minutter. Gad vide, hvad der var sket. Det var nervepirrende, at lyset var gået ud. Pludselig gav det et ordentlig ryk i toget, og det bevægede sig fremad. Han måtte holde godt fast i bagagenettet for ikke at falde henover hende. Nu kørte de ! Men lyset var stadig slukket, og højttaleren var stadig tavs. Det var som at køre i spøgelsestog. Nu kunne han godt drikke en kop kaffe og ryge et stop tobak, medens han tænkte tingene igennem. Sådan stille og roligt. Men termokanden var tom, og han ville ikke ryge, det kunne vække hans prinsesse. Og for øvrigt sad han ikke på sit lille kontor og skulle løse, knække et elektro-matematisk problem, han sad i en seks-mands kupe langt under havoverfladen i en af nutidens største bygningsvidundere, Storebæltstunnelen, et projekt til flere hundrede milliarder, men han alligevel prøvede hans hjerne at få orden på situationen, hvorfor kørte toget i bælgmørke? Hvorfor var der hverken lys i tunnelen eller i toget, og hvorfor sagde togføreren ingenting. I et splitsekund var der et billede i hans hoved. Af togføreren, der lå hen over instrumentbordet og derved havde aktiveret og deaktiveret forskellige knapper… Kunne det være forklaringen? Men hvorfor lå han der?

 

Hendes latter var knap stilnet af, da toget igen begyndte at køre, langsomt og i mørke. De stivnede begge to. Det var uhyggeligt at køre i en tunnel uden lys, hverken ude eller inde. Togets hjul mod skinnerne skarvede højt og ildevarslende, og det var, som toget kørte uden mål og med, hvilket jo i sig selv var usandsynligt, da det jo kun kunne køre derhen, hvor skinnerne gik, og det var ud, op på land, op på Sprogø. Men det virkede, som om det kørte egne veje, som et sandt spøgelsestog. Hun mærkede nakkehårene rejse sig, og hvordan sveden piblede frem.
Han gispede også efter vejret.
”Mærker du det samme som jeg?” spurgte han.
”Hvad mener du?”
”At det er hamrende rivende galt det her…”
”Ja, det er et spøgelsestog,” hviskede hun.
”Et spøgelsestog, nej, nej, nej… Det er noget andet, der er sket et eller andet frygteligt… Vi må stoppe taget, inden det kører galt…” Han rejste sig og famlede sig ud på gangen, ”Jeg må op i førervognen!”
”Nej vent bliv her, du må ikke gå fra mig, ikke nu…” hun skreg efter ham.
Han vendte sig mod hende. ”Så gå med!” Men det kunne hun ikke – ikke ti vilde heste sorte eller hvide kunne få hende til at bevæge sig op igennem denne sorte slange. Hun følte trang til at kaste op – eller til at elske. Hun greb fat i hans ærme. ”Bliv her, elsk med mig i stedet…”
Han kyssede hende heftigt, fortabte sig i lidenskaben, men rev sig så løs, ”senere, jeg må simpelthen derop…”
Et pigeskrig rev hende ud af søvnen og tilbage i mørket. Hendes piges skrig. Hun satte sig forskrækket op. Hendes lille pige, hendes lille Katja.
”Hørte du det?” Hun råbte ud i mørket.
”Ja,” Otto lagde armen om hende, ”der er andre, der er bange.”
”Jamen det var Katja!” Hun gik ud på gangen og kaldte. ”Katja, hvor er du? Kom her til mor, jeg skal nok passe på dig – jeg er lige her.”
”Katja?” Han rejste sig og trak hende hurtigt ind i kupeen og lagde armene om hende, ”Så, så Elin. Det skal nok gå, det skal nok gå.” Hun hulkede højlydt og rystede hele tiden på hovedet, ”det var min datter, det er jeg sikker på, det var min datter…”
Han var alvorligt bekymret for hende, måske havde hun fået et chok, det var nu også en slem situation, de var havnet i. Elin hulkede højlydt. Så løftede hun hovedet som et råvildt, der vejrede fare.
”Otto! Vi kører igen…”
”Ja!” Det var med vilje, han tav.
”Som et ligtog, som et spøgelsestog… Otto!” Hendes stemme blev skinger, ”vi kører uden lys, vi kommer til at køre galt i mørket… Vi…!”
Han greb hende i overarmene. ”Elin, hør nu, toget følger bare lige så stille skinnerne, vi kommer ud nu!” Han talte for at berolige hende, men også lige så meget for at berolige sig selv. Han kunne ikke lide det her, han kunne slet, slet ikke lide det her, det virkede ulogisk, at toget kørte …
”Mor?” En stille stemme kom ind i kupeen og med den en ny duft af et andet menneske.
”Katja, er det dig?”

Det var svært at bevæge sig op i gennem toget i mørket. Tasker, mennesker, hunde, klapvogne, alt spændte ben for ham, og togets bevægelser gjorde det heller ikke lettere. Han mumlede undskyld igen og igen, til sidst gad han ikke sige noget, men maste sig bare igennem. Men så holdt toget op med at køre, det nærmest sagte gled hen ad skinnerne for lige så stille at standse i en lang glidende bevægelse. Så blev alt stille. Ikke en lyd, hverken fra metal eller mennesker. Thomas stoppede og anstrengte sig til det yderste, men ikke en lyd, ikke et lys. Men han måtte videre, det kunne han mærke, han måtte simpelthen derop, og idet han fortsatte, startede infernoet. Larmen af hundredvis af mennesker der var ved at gå i panik. Der blevet skubbet og maset og råbt og skreget, og nu begyndte flere at ruske i dørene. Men de var automatisk og hermetisk lukkede. Både dørene ud til det fri og de fotocellestyrede døre mellem vognene. Selv nødåbningen kunne ikke bruges, og vinduerne kunne ikke åbnes. De nye toge, den nye teknik med aircondition gjorde, at alle nu var fanget i dette mørklagte, stillestående fartøj. Han blev stakåndet. Han var fanget i en tunnel langt under havets overflade i total mørke i en togvogn, hvor alt strøm var gået. Airconditionen var dermed også ude af funktion og om ganske kort tid, ville det blive ulideligt i vognene, ikke kun på grund af varmen, men også på grund af iltmanglen. Og det ville gå hurtigt i denne panik.
De faldt hinanden om halsen og drejede rundt og rundt som i en sanseløs dans. Otto havde stillet sig ud på gangen. Nu blev det hele ligesom lidt for meget for hans jyske natur. Han tænkte på heksen derhjemme, hvordan det ville have været at have elsket med hende, boret sig ind de gamle kendte folder og dybder og genkendt den gamle flamme, måske endda blevet varmet lidt af den igen, i stedet for at stå her i dette katastrofelignende helvede langt under havets overflade, med en ny prinsesse, der mistede det prinsesseagtige, da det viste sig, hun havde en datter, og hun fluks var blevet til en almindelig, om end en meget køn og kær, ældre kvinde. Han smilede ved tanken om dem derinde, han kunne høre, at de stadig valsede rundt og rundt. Tænk sig at møde sin datter helt uventet hernede på denne måde. Han tænkte på sit eget barnløse liv og mærkede et stik af misundelse. Han ville gerne have haft børn, men de kunne ikke, guderne skulle vide, de havde prøvet, de havde elsket med hinanden flere gange dagligt, det var et held, at de havde været så lidenskabeligt optaget af hinanden til langt op i alderen. Til sidst havde de affundet sig med skæbnen, det var Guds vilje, havde Heksen afgjort. Gad vide, om det var ved dette punkt, nedturen var starten, for han troede ikke på Gud, men på videnskaben og ville gerne have undersøgt ”miseren”, men hun ville ikke. Han var handlingens mand og havde altid været det – også i de 49 år han havde været elektroingeniør – han havde altid handlet sig ud af problemerne, og han ville også så frygtelig gerne handle i denne situation, men han vidste ikke hvordan. Han vidste, at det var umuligt at komme ud af toget, døråbning- og lukning var fjernbetjent fra førervognen, og han havde prøvet nødhåndtagene – de virkede ikke.
Toget kørte stadig som en muldvarp i sin gang, gad vide hvad der var med den togfører. Men intercom’en må være gået, og han kørte dem vel snart ud på Sprogø.
Han havde knap tænkt tanken til ende, førend toget standsede igen. Det ligesom lagde an til landing som et stort fly eller som en luksusliner. Det peb lidt i skinnerne eller måske var det hjulene, så blev alt stille, ikke en lyd hørtes, Han bildte sig i et splitsekund ind, at han kunne høre vandmassernes tryk udenfor. Et billede tonede så hastigt op og ned igen i hans hjerne at han knap registrerede det, men det var atter billedet af en togfører, der lå hen over instrumentbordet. Så blev der helt stille.

Stilheden var hvid som et ueksponeret foto, der langsomt blev forvandlet til det mest groteske sceneri. Først skreg de. Elin og Katja, så alle de hundrede andre. Så hamrede de på vinduer og døre… Hele togstammen sydede af desperation og panik. Det var den største udlængsel, han nogensinde havde set eller oplevet, men han kunne ikke mærke den i sig selv. Folk tog skoene af og hamrede på døre og vinduer for at få hul – hul ud til friheden, de brugte alt muligt fra mobiltelefoner til tasker og bærbare computere. Han tænkte på sin termokande i skoletasken, den måtte kunne bruges, men han sad lammet på sædet, nu var det Elin, der ruskede i ham. ”Termokanden,” sagde han blot, ”i min taske.” Elin fandt den efter en del roderi, og Katja begyndte at hamre på vinduet med den. Hvad var der med ham? Hvorfor sad han blot her, i sit livs mest dramatiske situation og gjorde intet? Absolut intet? Det lignede ham slet ikke, ham, handlingens mand. Han kiggede rundt på scenariet, som var det et teaterstykke, et stykke totalteater, han uforvarende var kommet ind i, og måske var det ikke andet end det, var det ikke Århus Festuge i denne uge? Men de havde næppe rykket festlighederne helt herud, eller snarere helt herned. Nej, det var nok så virkeligt, som det kunne blive, og var han ikke prinsessens ridder, der skulle redde prinsessen? Og hvis prinsessen havde en datter, ja, så måtte han redde hende med. Han rejste sig tungt, men han kendte sin vej.
”Katja, var det det, du hed? Giv mig termokanden!”

Thomas havde travlt. Alle slog på døre og vinduer i håbet om at komme ud, og faktisk havde een fået hul på et gangvindue. Hullet var ved at være stort nu, og det ville ikke vare længe, før den første kravlede ud. Thomas samlede alt ind, hvad han kunne finde af tøj, jakker, frakker – han åbnede folks tasker og kufferter og fandt håndklæder, t-shirts, lagner. Alt, som kunne bruges som blødt underlag til at springe ud på, og alt, som kunne bruges til at forbinde snitsår, dem ville der komme mange af. Det var egentlig mærkeligt, hvordan alle passagerne havde opgivet tanken om, at toget ville køre videre, der var ligesom opstået en kollektiv tanke om, at det nu handlede om at komme ud – så det arbejdede alle for. I princippet kunne toget jo lige så godt starte med at køre, hvornår det skulle være. Men den tanke var forsvundet fra den kollektive bevidsthed. Hans hånd stødte på noget hårdt, han havde åbnet en sort læderrygsæk, – der var en stor stjerneskruetrækker med orange og sort håndtag! Hvor heldig kunne man være, den måtte han simpelthen kunne bruge til at skrue et eller andet fra hinanden. En dør, et vindue… Selvfølgelig – han kunne åbne fotocelledørene mellem vognene, så han kunne komme tilbage til Katja.

Efter femte slag kom der hul. Han havde også lagt alle kræfter i og al sin desperation. Han vidste slet ikke, at han var så desperat indeni, at hans liv indtil nu havde spærret ham inde i et hermetisk indelukke, og desperationen kom af, at han slet ikke vidste, om han ville ud. Hans fornuft skreg til ham, hans følelser var blandede og diffuse.
Han valgte fornuften, selv om han ikke anede, hvad konsekvenserne ville være af at redde prinsessen – dem måtte han jo se, når de kom ud af tunnelen.
Han fik det meste af ruden slået ud, så de kunne komme ud uden at skære sig.
”Tag jeres overtøj på og kom ud ,” skreg han.
Katja hoppede ud, han hørte hende bande indædt i mørket, så sprang han selv, faldt på det ene knæ, men kom op med det samme for at tage imod Elin. Flere stod bag hende og maste.
”Kom, spring nu!” Og hun sprang lige ned i hans favn, og på mirakuløs vis var han stærk og holdt balancen, han gav hende endda et kys på panden, inden han satte hende ned.
Og så løb de. Han mærkede sit knæ, han kunne høre Katja jamre, men han holdt godt fast i Elins arm, og det eneste, der var i hans hovede, var ordet ud. Der var en masse andre, men dem ænsede han knap nok, Elin, Katja og ham. De skulle ud. Nu! De løb og løb, og nu kunne han se lyset, der var det! Så skete det. Eksplosionen. Og trykbølgen, der kom få sekunder senere, kastede dem ud i lyset, ud af tunnelen…

Hvor var Thomas? Det var det første, hun tænkte. Varmen var ulidelig, røgen rev i næsen, og larmen fra skrig og helikopter nærmest bedøvede hendes hørelse. Hun lå helt fladt på ryggen, og der var et kaos omkring hende og foruden skrig, var der en råben og snakken, lyde af biler og helikoptere, fødder, der løb eller gik. Hun prøvede at rejse hovedet, men en voldsom smerte jog fra ryggen og op i nakken, Så prøvede hun at komme op og stå, men smerten jog så skarpt ned i benene. Men armene kunne hun mærke.
”Bare lig stille, der kommer en båre nu!” var der en venlig stemme, der sagde. Hun åbnede øjnene og så ind i et par venlige blå øjne omkranset af et par stålbriller. En rigtig hyggelig ældre mand, en læge måske, nej det var manden med termoflasken.
”Katja!” En stemme løsrev sig fra infernoet, hendes mors. Stemmen kom tættere og tættere på, og til sidst var hun der og strøg hende over kinden og kyssede hende og holdt hende i hånden, og det var så dejligt det hele. ”Det skal nok blive godt, de får dig lappet sammen igen…”
Lappet sammen igen? Hvad mente hun – var hun da gået i stykker, hun kunne jo ikke mærke noget? Tænk sig, det var så hårdt at komme ud i lyset, at hun var gået i stykker.
”Ja, du bløder jo lidt, men det skal nok gå,” moderen strøg hende over kinden igen.
”Ja, det skal det,” nikkede de stålindfattede briller.
”Hvor er Thomas?” Katja måtte spørge, selvom hun hadede at involvere sin mor i sine scoringer, men det her var for specielt, for underligt, for vigtigt – Thomas, situationen, hendes ryg.
”Hvem er Thomas?” Moderen rynkede panden og virrede lidt med hovedet ”Ved du, hvem det er, Otto?”
”Var det en, der var med toget?”
Katja nikkede. ”En høj mørkhåret smuk mand…” Tårerne begyndte at strømme ned af kinderne, hun blev angst for at have mistet ham allerede, eller der var sket ham noget, smerten i ryggen blev stærkere. ”Mor vil du ikke godt finde ham til mig?”

Han vrikkede skruetrækkeren ind imellem de to dørhalvdele og vred rundt og prøvede at tvinge dem fra hinanden. Men det gik ikke. Han prøvede flere gange, men endte kun med at stikke sig i tommelfingeren. Det var simpelthen umuligt. Shit, han ville bare så frygtelig gerne være sammen med Katja nu, hvorfor skulle han også op til den togfører. Han var jo nok alligevel død. Men måske kunne han så selv have sat toget i gang, selv om det nok var usandsynligt, sådan en litterat som ham, der aldrig havde forstået hverken kemi eller fysik. Han hamrede frustreret skruetrækkerens håndtag ind i dørens glas. Der var ikke andet at gøre end at komme ud af toget og finde Katja derude i tunnelens mørke.
Han var landet heldigt, ingen smerter. Der var et værre tumult langs toget. Mennesker, der løb mod tunnelens udgang, ramlede ind i folk, der sprang ud af toget. Han opgav at løbe baglæns til den kupe, Katja og han havde siddet i, det var nærmest fysisk umuligt, men mest fordi han pludselig hørte en råbe med vantro i stemmen.
”En bombe, der er sgu en bombe i førerhuset. Hvad skal jeg gøre med den?”
Der opstod om muligt endnu mere tumult, og angstfyldte skrig blandede sig i den frygtsomme dialog mellem bombefinderen og en anden passager.
”Hvor lang tid har vi?”
”Hvad mener du?”
”Ja, hvad står der? Er der ikke en tæller, nogle røde tal…?”
”Jo, jo, jo… lad mig se, du godeste – der står 29…”
”29 hvad?”
”Det ved jeg ikke, men det må være sekunder for nu står der 26…!”
Han løb, som han aldrig havde løbet før, og han bevægede sig så egoistisk, som han aldrig havde bevæget sig før, og han bad, som han aldrig havde bedt før, han bad til gud, som han aldrig havde bedt til før, men han kunne ikke finde på andre at bede til. Han bad til, at Katja løb i mørket foran ham, og at de om lidt ville mødes i lyset.

Han mere anede end så lysglimtet – det var jo også bag ham – og han vidste, at nu var det sket, de 26 sekunder var gået. I et brøkdel af et sekund, og det var kun fordi, han i sit yderste venstre synsfelt så omridset, besluttede han sig. Når han senere efterrationaliserede, havde han ikke et eneste argument for den beslutning, han tog, det var mere billedet i hans hoved, der havde fået ham til at handle, som han gjorde. Han kastede sig skarpt skråt til venstre så langt og dybt, han kunne.
Redningsfolkene fandt ham langt senere med det grønne flugtskilt liggende hen over maven. Han var uden bevidsthed, men i live. Den ene redningsmand fik en båre befalet ind i tunnelen, som heldigvis var intakt, om end noget ramponeret. Bombens sprængkapacitet havde været lille, og sikkert ment som advarsel, selv om den havde krævet flere ofre.
Han så mærkværdigvis hel ud, lidt ridset i overfladen dog, men intet synligt blod eller lemmer i forvredne stillinger. De løftede ham forsigtigt op på båren og lagde ham i aflåst sideleje. Som en pludselig indskydelse lagde de flugtskiltet ved hans side.
Senere på hospitalet blev han lagt til observation. Han lå i dyb coma højst sandsynlig på grund af trykbølgens belastning på kroppen og af det slag, han havde fået i hovedet, da han tog hovedspring ind i nichen. Men kraniet var helt. Af ukendte årsager havde han ingen papirer på sig og måtte identificeres på anden måde. Det ville nok tage lidt tid.

Otto og Elin var de heldigste af alle, de var blevet slynget ud af tunnelen med voldsom kraft, men var landet i en bunke gamle tæpper, der ved en fejl var læsset af en container og nu lå ganske umotiveret ved banelegemet. Containeren med tæpper skulle være sendt til Polen, men kun den tomme container kom af sted. Der blev aldrig fundet en forklaring, men Elin var sikker på, at det var de højere magter, der havde taget affære. I al fald troede hun ikke længere på tilfældigheder. Otto var mere usikker, men i var i al fald glad for, at de lå der. At de begge var kommet helskindet fra ulykken, havde derimod givet ham den mening, at han skulle blive sammen med Elin, så det gjorde ham, selvom heksen derhjemme eksploderede og forlangte det hele. Hun fik det meste, så meget han nu kunne undvære, bare han havde en hund og et lille hus til Elin og ham – og et par gummistøvler.
Katja havde slået ryggen slemt, da hun fløj ud af tunnelen, faktisk var en sene revet over, og hun lå i flere måneder, og derefter måtte hun længe gå med stok. Hun brugte tiden til at fordybe sig i farverne, en gammel drøm, der blev levende i hende i det stillesiddende liv i tiden efter. Det kom til at betyde så meget for hende, at hun senere brugte det i sit arbejde med børnene.
Og Thomas. Han vågnede op kort tid efter og blev fundet af Elin, der havde set det som et af sine livs opgaver at finde sin datters udkårne. For det var hun ikke i tvivl om, at han var, at Katja endelig dernede i tunnelen havde fundet sin livsledsager, at det var under så dramatiske forhold, var måske egentlig bare naturligt for hende. Men det var svært for Katja i den første tid at være så handicappet og sengeliggende og usexet, når man var så forelsket, men det positive, og her var det nok mest Elin, der så det, var, at de lærte hinanden at kende på et andet plan, hvor sex og erotik ikke var det centrale, men måtte vige for åndens og hjertets samvær. Katja syntes, det var træls, men Thomas forstod vigtigheden af, at det blev sådan for dem i starten, ellers havde deres forhold ikke holdt længe. Det indså Katja først langt senere, men det var også Thomas, der havde slået hovedet og set Månen i mørket. Eller måske var det Venus.