af Karin Broch-Lips
”Min far er aldrig hjemme,” sagde Tobias og tog en bid af sin æggemad.
Mads kiggede på ham.
”Hvad mener du?” sagde han og kiggede ned i sin madkasse. Den var fuld af spegepølsemadder. Det var åbenbart det eneste, der var i køleskabet derhjemme i denne uge. Spegepølse.
”Det jeg siger, han er der aldrig. Kun når jeg sover, og så kan jeg jo ikke bruge ham til noget, vel?” Tobias så vredt på Mads. ”Min far er der simpelthen aldrig, når jeg har brug for ham!”
”Nå,” sagde Mads, ”så kan du låne min far, han er der hele tiden, også om dagen. Det er derfor, vi kun har spegepølse.”
”Hvad?” Tobias rodede i sin madpakke. ”Vil du så have min anden æggemad?”
”Kom så børn – bussen venter!” Lises stemme lød skinger i den klare vinterluft. Mads og Tobias kiggede ud. De så Lise baske med armene. Hun lignede en fugl. ”Vi skal hjem nu!” råbte hun.
Mads og Tobias kravlede ud af buskadset. De havde lommerne fulde af sten, og havet lå blikstille foran dem i al sit kolde grå. De måtte lige kaste et par stykker. Svitch, svitch, hvislede flyverdragterne, da de løb mod vandkanten.
”Nej, Tobias… Mads… kom nu!” Lise viftede kraftigere med armene. Men Tobias ville kaste, for det kunne være, han kunne ramme den grimme måge, der sad derude på pælen. Og hvis han ramte mågen, ville hans far komme hjem til aftensmad. Tobias så på stenen, der lå i hans hånd. Den var ikke særlig tung, og den var næsten helt rund. Så kastede han stenen. Han kneb øjnene sammen og fulgte den. Den lignede en stjerne i den skarpe vintersol. Det så ud, som om den blev hængende lidt over mågens hoved, før den pludselig og i en hurtig bevægelse ramte mågen lige oveni hovedet. Plunk, sagde det. Det gjorde det virkelig. Som hvis han havde ramt en hul træstamme… Plunk. Så styrtede fuglen i havet med hovedet først. Det så ud som, om den tog et hovedspring. At den havde taget en hurtig beslutning og var sprunget i vandet. Den ramte vandet med et lille plask, og så… ingenting. Ikke andet end nogle få ringe i vandet, der bredte sig og som til sidst forsvandt.
Der blev helt stille på den lille strand. Alle børnene måbede. Lise stod med den ene hånd presset mod brystet, lige på det sted, hvor hjertet sad.
Det var buschaufføren, der først sagde noget. Han sagde: ”Det var da ligegodt satans”, og så kløede han sig i nakken med kasketten i hånden.
”Ja, det var det!” Lises stemme bævrede en smule.
Så klappede Sebastian. Det fik alle børnene til at klappe, og Hanna til at råbe: ”Tobias er en fuglemorder, Tobias er en fuglemorder.” Alle pigerne skreg med, men så stillede Sebastian sig op på en stor sten og råbte: ”Tobias er en mesterskytte, Tobias er en mesterskytte.” Alle drengene stillede sig ved siden af Sebastian og råbte taktfast, hvad Sebastian råbte. Lise flyttede hånden fra hjertet og holdt sig for ørerne. Hun stampede i jorden og så skreg hun: ”Hold op! Hold op!” Men børnene holdt ikke op. Buschaufføren rystede på hovedet og gik ind i bussen.
Tobias sad der allerede.
”Nå, er du listet herind?” sagde buschaufføren og satte sig ind bag det store rat. Han rettede lidt på bakspejlet, så han kunne se Tobias nikke. ”Det var ellers noget af et skud!”
Tobias nikkede igen.
”Har din far lært dig at kaste sådan?” Buschaufføren blinkede til ham.
”Nej, for han er aldrig hjemme,” mumlede Tobias. Men så rettede han sig op og sagde højt til buschaufføren i bakspejlet:
”Nej, men i aften kommer min far hjem til aftensmad, for jeg ramte mågen…” Tobias smilede bredt. Der blev stille i bussen. Man kunne høre børnene larme udenfor.
”Du ramte mågen, og så kommer din far hjem… jaså!” sagde buschaufføren og kiggede længe på Tobias. Han startede motoren. Han så på Tobias igen, så drejede han bakspejlet tilbage.
Børnene kom hujende ind i bussen. Lise kom råbende efter. Hun prøvede at få dem til at være stille, men børnene var ligeglade. De blev ved med at skråle deres slagsange.
Mads satte sig ved siden af Tobias med et tungt bump. ”Det var et sejt kast!”
”Ja, jeg ville ramme den.” Tobias strålede.
”Hvorfor?”
”Jo, for så kommer min far hjem til aftensmad – i aften!”
Mads sagde ikke noget. Måske var det sådan, måske ikke. Så han nikkede bare.
Bussen begyndte at køre. Lise råbte i mikrofonen. Det fik børnene til at holde op. Der var faktisk helt stille i bussen, da Katrine sagde:
”Hvad nu, hvis den ikke døde?”
Tobias far kom ikke hjem til aftensmad, men han kom lige efter, så det var bevis nok, mente Tobias. At det var gået i opfyldelse: Han havde ramt mågen, og hans far var kommet hjem.
Men da Tobias var kommet i seng den aften, og hans mor havde læst for ham, og hans far havde stukket hovedet ind og brummet godnat, hørte han hele tiden Katrines stemme: ”Hvad nu, hvis den ikke døde?”
Tobias vendte sig om på ryggen og kiggede op i mørket. Ja, tænk nu, hvis den ikke var død? Hvad nu, hvis den lå på bunden og var bevidstløs? Hvor længe kunne den ligge der? Hvad nu, hvis den var vågnet op igen? Hvad nu, hvis den havde set, at det var ham, der havde kastet den sten? Hvad nu, hvis den var fuld af hævn?
Tobias var fuld af fantasi, og han kunne have mange billeder i sit hoved. Og lige nu kunne han se mange billeder af en vred fugl, der ville komme som et jagerfly og hakke i ham. Gik de ikke efter øjnene, sådan nogen måger? Tobias gøs og måtte tænde lyset for at få billederne væk. Og for at kunne falde i søvn.
Tobias far ruskede i Tobias. ”Klokken er 7! Du skal op!”
Tobias vågnede langsomt. Det havde været en rædsom nat med masser af mågedrømme. Om måger, der angreb som susende raketter, om måger der sad på pæle og pønsede på hævn, om måger der fløj lavt og truende rundt på stranden, så han aldrig kunne kommer der mere…
Tobias slog armene om sin fars hals. Han ville fortælle ham om mågen, at han var bange for den, men faderen gjorde sig hurtigt fri, sagde de havde travlt, hundetravlt.
”Hundetravlt, hvad er det?” spurgte Tobias, da han stod på badeværelset med bare fødder og børstede tænder.
”Det betyder, at man har meget travlt,” sagde faren og hev hurtigt nattrøjen af Tobias, så den sad fast i ørerne, og Tobias hylede.
”Avvv!”
Faderen måtte trække den langsomt ud over Tobias ører, og det fik faderen til at pruste af utålmodighed.
”Har hunde da meget travlt?”
”Mmm!” Faren fik endelig trøjen af.
”Hvorfor har hunde meget travlt?” spurgte Tobias, da han igen kunne se faderen i øjnene.
”Det har de bare… Kom skynd, dig nu, vi har også meget travlt.” Faderen tog tandbørsten ud af Tobias hånd og gav ham trøjen.
”Kan vi så ikke få en hund? Vi ville jo passe godt sammen!” Tobias havde længe ønsket sig en hund, men hans far sagde altid nej.
”Tag nu bare tøjet på, jeg tror, mor har grøden klar.” Så gik faderen ud af badeværelset.
Da Tobias kom ned, havde faderen allerede frakken på og tasken i hånden. Mens far kyssede mor,
fløj Tobias.
”Vi ses Tobias,” sagde faderen til sin dreng.
”Hvornår?” spurgte drengen.
”Når det bliver Disney show,” sagde faderen.
”Hvornår er det?” spurgte drengen.
”Om fire dage,” sagde faderen og aede drengen i håret.
Så var han væk. Tobias sad i loftet, og det sidste, han så af faderen, var det nederste af frakken, der dansede ud af hoveddøren. Så faldt han ned. Lige ned i grøden og i drengen, der sad foran den. Måske var han blevet til en måge.
Faktisk varede det fire dage, tre skolegårdskampe, to svedetimer og en lussing, før faderen kom tilbage. Selvom Tobias kun gik i 2. klasse var det, som om han havde kendt skolen altid, og det var fordi, hans mor arbejdede i skolens kantine. Hun havde arbejdet der så længe, han kunne huske, og han havde tit været med, da han var lille. Så sad han altid ovre i hjørnet på et tæppe med en kurv fuld af legesager og så sin mor bage de mest fantastiske kanelsnegle. De kanelsnegle, de duftede sådan på hele skolen, at ingen kunne koncentrere sig, før de havde fået en. Eller hun kunne finde på at lave den dejligste jordbærsaft eller æblemos med bacon. Der var engang nogle forældre, der bad hende om at lave lidt mindre lækre retter, for deres børn ville ikke længere have madpakke med, børnene ville kun spise mors mad fra kantinen. Og det blev lidt dyrt i længden, forklarede de undskyldende. Mor havde bare smilet og lavet et skilt, hvorpå der stod ”Mors Kantine”, og så havde hun sammen med skoleinspektøren sat priserne ned. Så måtte skolen spare på bogindkøbene. ”Men hvem kan også lære noget, hvis maven ikke bliver holdt i ro af gode sager?” Mor havde altid en fornuftig mening om alting. Hun var det, man kaldte snusfornuftig.
Det var også hende, der fik Tobias beroliget, den første morgen efter han havde ramt mågen. De gik sammen til skolen, og mor sagde: ”Bare rolig Tobias, når en måge har fået en sten i nakken, er den stendød.”
”Det var ikke i nakken. Det var i hovedet. Lige oven på!” Tobias satte sin pegefinger midt på hovedet.
Moderen bøjede sig ned, tog hans finger væk og kyssede ham der – ovenpå huen. ”Det er lige meget. Om det var nakken eller hovedet. Den er død. Stendød!”
Første time gik da også fint. Ingen sagde noget om mågen. Heller ikke Lise. De snakkede ellers om strandturen og om de ting, de havde fundet. Og Lise fortalte, hvad de skulle bruge strandtingene til. De skulle lave collager. De skulle lave havbilleder og strandbilleder. De måtte selv vælge.
Det var først i frikvarteret, det gik løs, og det var den dumme måges skyld. Den sad oppe på tagrygningen og skreg sine hæse skrig. Og det var åbenbart ikke kun Tobias, der tænkte det, for Hanna råbte pludselig: ”Se en måge, den kommer for at hævne sin bror!” Så vendte hun sig mod Tobias og pegede på ham: ”Fuglemorder! Fuglemoder!” Alle pigerne slog en kreds om ham og gik truende ind mod ham. Han frygtede det værste. Piger kradsede og bed. Det vidste han. Og de sparkede. Med deres små spidse sko og lange støvler. Så han knyttede næverne og kneb øjnene sammen til smalle sprækker.
”Kom an!” hviskede han, ”hvis I tør!”
Men der var vist ingen, der hørte ham, for de kom nærmere og nærmere, og han mærkede gråden presse på.
Så stod han der pludselig. Sebastian. Høj, med armene over kors. Hvordan Sebastian var kommet forbi pigerne, anede Tobias ikke, men nu stod han der ved siden af Tobias og sagde: ”Fjollede tøser. Tobias er ikke en fuglemorder – han er en mesterskytte, og vi skal bruge ham til basket. Kom, Tobias.” Sebastian tog hans arm.
Men pigerne var ikke så nemme. De gav ikke sådan slip på deres bytte.
Hanna trådte frem og spyttede på asfalten. ”Holder du med sådan en fuglemorder?” Hendes øjne skulede. ”Måske er du også en farlig fugledræber?”
Sebastian var hurtig. Det var derfor, han var den dygtigste til basket. Han ramte hende lige på kinden. En lige højre. Hun vaklede et par skridt. Og så var den slåskamp i gang.
Tobias kom til at ligge nederst, og det var én ting, men at der var mindst femten ovenpå var en anden, men den tredje og allerværste var, at det var Maja, der lå lige ovenpå ham. Maja, den sejeste pige i klassen. Og den pæneste. Han lå på ryggen, og hun lå ovenpå med ansigtet mod hans. Det var bare så pinligt, men Maja grinede bare: ”Nu har vi det som sildene i en tønde. Puh, hvor er det varmt. Sild kan da umuligt fryse!”
Hun smilede så pænt til ham, at han rødmede helt ned på halsen og sikkert helt ned til navlen, det brændte i hvert fald hele vejen derned. ”Nej det kan de vist ikke, for det er vældig varmt at ligge sådan her!” Tobias sendte hende et skævt smil, medens resten af klassen lå oven på dem og havde den største slåskamp, skolen havde set i år. Arme og ben strittede alle vegne, og der var høje hvin og dybe brøl. Men det blev også den korteste, om det så var hvinene eller brølene, der fik de voksne til at komme så hurtigt.
Og nu stod de voksne og så på klassen, der stod beskidt og forrevet i skolegården. Lise skældte ud, og bagefter fik skoleinspektøren Tobias, og mor fik Mads, for han havde fået næseblod, og forbindingskassen stod altid nede hos mor i kantinen. Tobias jakke havde fået en grim flænge på ryggen, og han kunne mærke moderens øjne i nakken, da han fulgte med skoleinspektøren ned på kontoret. Der røg lommepengene nok i denne uge.
Tobias talte striberne på skoleinspektørens slips. Enten var der nitten, eller også atten. Det var svært at se. Han kneb øjnene sammen og lænede sig lidt frem… nej, var der virkelig kun sytten…
”Hm!” Skoleinspektøren fik ham til at holde op med at tælle. ”Jeg hører, at du har skudt en måge.”
Tobias blinkede forvirret. ”Ja, jeg ramte en måge med en sten.” Han tørrede håndfladerne i sine bukseben.
”Ja, ja, jeg ved, hvordan det gik for sig. Lise har fortalt mig det.” Skoleinspektøren tog sine briller af og pudsede dem.
Tobias sad i gæstestolen, den var bred og dejlig, så han sank lidt sammen og sukkede.
”Men det var nu også bare fordi, jeg var sur over, at min far aldrig er hjemme…” mumlede Tobias.
Skoleinspektøren foldede hænderne foran sig på bordet. De var store og knortede og fulde af fregner. De lignede en gartners hænder. Hænder, der rodede i jorden hele dagen.
”Javel, er din far da aldrig hjemme?”
”Nej, han arbejder hele tiden eller rejser hele tiden. Og jeg har brug for ham!” Tobias lød trodsig. Det kunne han godt selv høre. Men han var også træt af det. Det havde varet længe nu.
”Ja, det forstår jeg, men hvad har det med mågen at gøre?”
”Jo, hvis jeg ramte mågen, ville far komme hjem…” Tobias lænede sig ivrigt frem, det fik skoleinspektøren til at læne sig tilbage og folde sine gartnerhænder rundt om sin tykke mave. Havde gartnere egentlig tykke maver?
”Kom han så hjem?” Skoleinspektørens øjne lyste nysgerrigt bag brillerne.
”Ja, det gjorde han faktisk – ikke til aftensmaden, men lige bagefter…” Nu var det Tobias, der lænede sig tilbage i stolen med en tilfreds mine og med foldede hænder om sin lille flade drengemave, en mesterskyttes hænder. Og skoleinspektøren fulgte med. Han lænede sig så meget frem, at hans tykke mave kom til at hænge på bordkanten.
”Tobias, nu ved du vel, at sådan nogle – ja, hvad skal jeg kalde dem – besværgelser, ja besværgelser eller fantasi-aftaler, det kan vi også kalde dem, det forstår du jo nok bedre, æh… men altså, de… de findes jo ikke. Det var jo bare tilfældigt, at du ramte mågen den dag, og at din far så kom hjem.” Skoleinspektøren lænede sig lidt tilbage, og Tobias kom fremefter, det var ligesom at være på en vippe.
”Det tror jeg ikke!” sagde Tobias, og han var gravalvorlig. Det kunne skoleinspektøren se.
”Tobias, du må forstå, at verden ikke hænger sammen på den måde. At du rammer en måge får ikke din far til at komme hjem.”
Skoleinspektøren måtte læne sig frem for at få Tobias til fatte det. Men Tobias lænede sig bare tilbage og sagde helt roligt: ”Vi får se!”
Da Tobias kom hjem, var hans mor ved at bage æbleskiver. Hun havde allerede bagt en stor bunke, der måtte mindst være hundrede. Tobias sukkede og hængte jakken på knagen. Der var en lang flænge tværs over ryggen. Så var hun helt sikkert vred. Hun bagte altid æbleskiver, når hun var vred, ligesom den gang hans far væltede stigen og ødelagde hendes pæneste rosenbusk. Tobias stak fingeren ind i flængen. Så råbte mor: ”Tobias, kom herind i køkkenet – lige nu!”
Tobias sukkede igen og luskede ind i køkkenet. Han så på sin mor. Hun så farlig ud, håret var faldet halvvejs ud af hårspændet, så krøllerne stod om ørerne på hende. Hun havde mel på hænderne, på forklædet, på kinden og i panden. Hun så faktisk lidt vild ud. Men allermest så hun sjov ud, hun så så sjov ud, at Tobias måtte bide sig i læben for ikke at komme til at grine.
Men det så mor, og hendes øjne begyndte at lyne, nu var hun afgjort vred, meget vred, og Tobias måtte knibe munden hårdt sammen og holde sig på maven. Han lignede en, der havde ondt. Mavekneb eller sådan. Mor så bekymret på ham.
”Er du ok?” spurgte hun.
Det fik Tobias til at sprutte over, og tårerne sprang. Han grinede så meget, at han faldt om på gulvet og var ved at tisse i bukserne.
Mor så forbløffet på ham, så begyndte hun også at grine.
”Skynd dig på toilettet, inden det går galt,” hun skubbede til ham, og han løb af sted med latteren hængende efter sig.
Lidt efter sad de ved spisebordet med en stor skål æbleskiver og farmors hjemmelavede syltetøj.
”Det er bare fordi… jeg savner far,” sagde Tobias med munden fuld.
”Ikke spise med mad i munden,” sagde mor.
Tobias grinede igen. ”Ikke snakke med mad i munden, mener du.”
”Nå, ja…” Mor smurte sin æbleskive ind i syltetøj, så kiggede hun på ham: ”Jeg ved godt, du savner far, men du skal ikke kaste sten efter flere måger.”
”Ja, jeg ved det, mor,” sagde Tobias.
”Og jeg vil heller ikke have flere slagsmål,” mor så strengt på ham.
”Det var ikke mig, der begyndte, det var pi..”
”Det er lige meget,” afbrød mor. ”Ikke flere måger? Vel?”
Tobias så på sin mor. Han elskede hende og ville gerne have, at hun var glad, altid, men det kunne han altså ikke love hende. Det med mågerne. For han var sikker på, at hver gang han ramte en måge, ville hans far komme hjem til aftensmaden.
”Jamen, mor,” begyndte han.
”Tobias, se på mig! Ikke flere måger! Okay? Er det en aftale?” Mor fastholdt hans blik.
Og for første gang i sit korte liv måtte han lyve.
”Okay, mor! Ikke flere måger.” Han sagde det uden at blinke, men han krydsede fingrene under bordet. På begge hænder.
Næste dag var mågen der igen, den hæse bror. Det var midt i matematiktimen, at Tobias fik øje på den. De var ved at trække fra. Et tal minus et andet tal. Og i dag var det store tal, større end 10, og så skulle der tænkes, og Tobias tænkte bedst, når han kiggede ud af vinduet. Så var det, at han fik øje på den. Mågen. Den sad på bygningen overfor – oppe på tagryggen. Tobias kunne høre dens hæse skrig, vinduet stod åbent oppe ved lærer Mette. Han kiggede forsigtigt rundt. Havde andre opdaget eller set mågen? Hvis nu Mette…? Tobias rakte hånden op.
”Ja, Tobias,” sagde Mette og kom ned til ham.
Han skuttede sig. ”Jeg fryser lidt, kan du ikke lukke vinduet?”
Mettes øjenbryn røg helt op under pandehåret. ”Jo, det kan jeg da godt, men synes du ikke, at her er varmt?”
”Nej,” sagde Tobias og klaprede med tænderne for en sikkerheds skyld.
”Jamen dog, du er vel ikke ved at blive syg!” sagde Mette bekymret og lagde en kølig hånd på hans pande, ”joh, du er vist lidt varm!”
”Nej, jeg fryser bare. Kan du ikke lukke vinduet og så åbne døren i stedet for?”
”Det var da en god ide,” sagde Mette, ”men jeg synes alligevel, du virker varm.”
Mette lukkede vinduet, og mågens hæse skrig blev svagere. Men den blev siddende. Dumme måge. Tobias havde sten i lommen. Det var stenene fra stranden, dem han havde haft i flyverdragten. Hvis bare han også kunne ramme denne måge. Så den ikke kunne sladre, og så far kunne komme hjem. Han måtte ud i skolegården. Han rakte hånden op igen.
”Ja, hvad er der nu?” spurgte Mette.
”Jeg skal på toilettet,” sagde Tobias og kørte rundt på stolen. ”Må jeg gå?”
Mette nikkede.
Tobias løb ned ad gangen og ud i skolegården. Han stillede sig i hjørnet, så han ikke kunne ses. Mågen stod stadig oppe på tagryggen, den holdt øje med ham, med et øje ad gangen. Tobias tøvede, måske var det forkert at skyde måger. På en måde havde Hanna ret, de døde jo, og så blev han en fuglemorder. På den anden side ville han gerne have sin far hjem.
Tobias kastede stenen, men ramte ikke mågen, men vinduet i taget, og stenen faldt lige ned i frøken Olsens blæk. På skolebiblioteket.
Der blev et værre virvar. Frøken Olsen kom farende med blækklatter i håret, i ansigtet og på brystet. Klassen kom farende med Hanna og Sebastian som fortrop og lærer Mette som bagtrop. Frøken Olsen var vred og ruskede Tobias i armen, Mette stod med løftet pegefinger, og børnene skreg deres slagsange. Mågen skreg et par hæse skrig, strakte vingerne og lettede. Det eneste Tobias kunne tænke på var, at nu kom hans far ikke hjem. Han havde ikke ramt mågen. Drengene skreg til pigerne, og Mette prøvede at tørre frøken Olsen med et lommetørklæde. Og så startede slagsmål nummer to. Lige pludselig røg Hanna i totterne på Jens, og Katrine hev Sebastian i armen, og så var alle med. Altså, undtagen Mette og frøken Olsen, de stod inde i midten og skreg. Det blev igen et kort slagsmål, for skoleinspektøren kom hurtigt sammen med mor og fik det hele stoppet. Så trak mor trak af sted med frøken Olsen og skoleinspektøren med Tobias.
Denne gang blev Tobias ikke budt på gæstestolen, men skulle stå skoleret.
”Nu må det altså høre op med denne mågejagt!” Skoleinspektøren hamrede knytnæven i bordet med sådan en kraft, at han bukkede sig sammen af smerte. Tobias kunne ikke gøre for det, men han kom til at fnise.
Skoleinspektøren så strengt på ham, men så glimtede det også af latter bag brillerne.
”Ja, ja, gamle Frøken Olsen har aldrig set så skæg ud før,” sagde skoleinspektøren og gned sin hånd. ”Hun lignede jo helt en leopard!”
Så blev han alvorlig igen. ”Tobias, det kunne være gået grueligt galt i dag. Tænk, hvis frøken Olsen havde fået stenen i hovedet – eller stenen havde ramt en anden.”
”Den skulle bare ramme mågen,” mumlede Tobias.
”Det er absolut forbudt at kaste med sten her på skolen,” buldrede skoleinspektøren, så satte han sig og trak et stykke papir frem. Han kradsede noget ned. ”Jeg bliver nødt til at give dig en svedetime. Du møder her på mit kontor klokken 13, når I får fri.”
Skoleinspektøren rakte ham papiret. ”Den giver du til Mette! Jeg giver besked til din mor. Gå så!”
Der var fuld gang i klassen, da han kom tilbage. Mette prøvede at gå videre med minus stykkerne, men det var vanskeligt at holde ro. Tobias gav hende seddelen og satte sig. Maja sad lige bag ved ham. De to var de eneste, der sad stille på deres pladser. De andre snakkede eller gik over til hinanden for se hinandens regnestykker. Mettes stemme lå henover dem som mosekonens tågebryg. Stemmen skiftede mellem at tale højt og råbe ”ti stille” og ”sæt jer”.
Maja prikkede Tobias på skulderen. ”Hvorfor vil du hele tiden ramme måger?”
Tobias trak på skuldrene. Han vidste ikke, om han skulle fortælle det. Måske synes hun, det var skørt ligesom de voksne. Og Maja var den sødeste pige, han kendte.
”Fortæl det nu!” bad hun. Hun lagde sin hånd på hans skulder for at få ham til at vende sig.
Han kneb øjnene sammen. ”Lover du det?”
”Hvad?”
”At du ikke fortæller det til nogen?”
”Amager og halshug!”
”Hver gang jeg rammer en måge, kommer min far hjem til aftensmad.”
”Hvem har sagt det?”
”Det er der ingen, der har, jeg mener, det er bare noget, jeg ved. Og det virker. Da jeg ramte mågen nede på stranden, kom han hjem – okay, ikke til aftensmaden, men lige efter…”
Hun så på ham med store øjne. ”Var det ikke et held?”
”Se, du tror heller ikke på det!”
”Det ved jeg ikke, om jeg gør. En det sket flere gange?”
”Nej, men jeg har også kun ramt en måge. Men det vil ske hver gang, jeg rammer en!”
”Jeg synes, det er synd for mågerne – kan du ikke bare spørge din far, om han vil komme hjem til aftensmad?”
”Tror du ikke, jeg har gjort det? – tusind gange, men han skal altid arbejde og tjene alle de penge.” Tobias så ned. ”Hvorfor skal vi have to biler og to Weber og alle de andre ting… Kan vi ikke bare bo i et lille hus, der er billigt? Så behøvede han ikke at arbejde – eller næsten ikke…” Tobias bed sig i læben.
Klokken ringede. Det var tid til frokost. Maja så længe på Tobias ryg, da de spiste madpakkerne.
På skoleinspektørens kontor var der sat et lille bord i hjørnet. Der skulle Tobias sidde.
”Goddag, Tobias,” sagde skoleinspektøren, da han åbnede døren. ”Vær så god, tag plads ved bordet. Har du dit penalhus med?”
Tobias nikkede og klappede rygsækken, der sad løst over den ene skulder. Han satte sig og så på skoleinspektøren.
”Hvad skal jeg lave?”
”Du skal finde dit penalhus frem. Jeg har her et lille skrivehæfte – her skal du skrive: ”Jeg vil aldrig mere skyde måger.” 100 gange!”
”100 gange! Det kan jeg da ikke nå på en time… jeg skriver ikke ret hurtigt.” Tobias mærkede klumpen i brystet. Det med at skrive gik ikke så godt. Faktisk var det et problem, sagde Lise, men mor holdt på, at det skulle nok komme, han gik kun i 2. klasse. Det skulle nok rette sig, sikkert allerede i 3. klasse. Det var hun slet ikke bekymret for, sådan havde hun også haft det.
Men alligevel, syntes Tobias, at det var ikke så rart at være en af de dårligste i klassen til at skrive – og læse – når nu alle de voksne gik så meget op i det.
Skoleinspektøren trak stolen ud, så Tobias kunne sætte sig. Han sad og bed i blyanten. ”Mesterskytte,” havde Sebastian sagt. Det kunne godt være, at hans hænder ikke var så gode til at skrive, men de var gode til at kaste. Og med tungen lige i munden begyndte Tobias at skrive.
To-og-fyrre gange blev det til, og det var mange. Hans hånd rystede, da han pakkede penalhuset ned i tasken, og sagde farvel til skoleinspektøren. Der var tomt på gangene, det var kun de store klasser, der havde timer så sent. Hans mor var sikkert også gået hjem.
Det var først, da han kom udenfor, at han opdagede, at det sneede, og det havde gjort det et stykke tid. Der lå allerede et tykt lag sne ude i skolegården, og der var en masse fodspor på kryds og tværs. Han så op i den grå himmel og åbnede munden. Der var intet som ny sne. Han lukkede øjnene, men lod munden være åben, så endnu flere snefnug kunne dale ind og smelte på tungen.
Da han åbnede øjnene igen, var mågerne der. Der var to, og det så ud, som om de kredsede rundt om ham. Parate til angreb. Det gjorde ham bange. Han følte i lommen, jo de var der endnu, stenene fra stranden. Der var to, lige nok til de her måger – og så kunne det være hans far kom hjem i en hel uge, hvis han ramte dem begge. At han fik bonus på en eller anden måde. Han lagde hovedet tilbage. Fuglene kredsede lavere nu, og han kunne se deres mørke skinnende øjne. Han syntes, at de så rigtig vrede ud. Han tog benene på nakken og løb.
Der var faldet en masse sne i løbet af natten. Mor sagde, han kunne tage sine ski på til skole. Men det ville Tobias ikke. Han ville gå og sparke til sneen og kaste med snebolde. Da han trak i flyverdragten, kom han i tanker om stenene fra stranden. Han tog dem fra jakkelommen og lagde dem i flyverdragtens lomme. Det kunne være, at de to måger var der endnu.
”Skal vi gå?” Moderen rodede op i hans hår.
”Min hue!” Tobias fandt den bag radiatoren, og så var han klar til at gå.
Der var vildt meget sne. Han bukkede sig og lavede et par snebolde. Den første kastede han op i træerne, den anden fik hans mor i ryggen. Hun vendte sig og smilede. Så lavede hun en og ramte ham på låret. Og sådan fortsatte de hele vejen hen til skolen, og Tobias glemte alt om måger, det var først, da han sad rødkindet og forpustet i klassen, at han kom i tanker om dem. Og det var Majas skyld. For hun lænede sig frem og hviskede ham i øret: ” Kommer din far hjem i aften?”
Mågerne. Han kiggede ud af vinduet. Hvor var de henne i dag? Han kunne ikke se dem på tagryggen overfor. Godt det samme, for hvis der skete mere med frøken Olsen ville det nok tage livet af hende, – og af ham… Men han måtte finde dem, hvis han skulle have sin far hjem. Han vidste snart ikke, om det kunne betale sig længere. I overmorgen kom far. Da var det Disney sjov… og Maja var heller ikke helt med på det med mågerne… Han skævede til hende.
Så var det Katrine rejste sig så pludseligt, at hendes stol væltede bagover.
”Se, der er dine måger, Tobias,” skreg hun og pegede ud af vinduet med en pegefinger, der dirrede.
”Hvor?” Tobias rejste sig også, så så han dem, de fløj lavt ned over skolegården.
”Tobias er en fuglemorder, Tobias er en fuglemorder,” Hanna var hurtig, og alle pigerne stemte i med det samme, men Sebastian var den stærkeste. Han tog Hanna op på skulderen og bar hende som en sæk kartofler ud af klassen, mens hun sparkede og hamrede sine knytnæver i ryggen på ham. Drengene fulgte efter, mens de sang ”Tobias er mesterskytte, Tobias er en mesterskytte.” Pigerne kom hujende efter, mens læreren, Olde-Jensen, sådan hed han, fordi han var mindst 100 år, sad målløs tilbage i klassen. Inden han nåede ud på gangen, var ugens tredje slagsmål i gang.
Tobias løb ud i skolegården. Han var træt af måger, af slåskampe, af dumme møgfar, der aldrig var hjemme. Men han måtte prøve bare en gang til for at se, om det var sandt. Hvor var de? Han spejdede rundt. Der, der var de på vej ud af porten ud mod fodboldbanerne. Tobias løb efter. De satte sig på banerne, der var fulde af sne. Det så ud, som om de hakkede i sneen. Skøre fugle, hvad var der dog at spise andet end sne herude? Så gik det op for ham, at han havde glemt stenene. Pokkers også! De lå jo i flyverdragten, der hang inde på gangen. Alligevel gik han lige så stille tættere på dem og satte sig på hug. Nu kunne han se, at det, de hakkede i, var et gammelt rundstykke. En havde smidt det på vej til skole. En eller anden havde fået et gammelt rundstykke med. Måske var det en dreng, som havde en far, der havde givet ham det gamle rundstykke med. Hvem gad have gamle rundstykker med i skole? Hvem ville have en far, der gav gamle rundstykker med i skole? Det gad han i hvert fald ikke! Så ville han hellere have sin egen far! Sin egen dumme møgfar, som aldrig var hjemme. Som han sad der og så mågerne spise et gammelt rundstykke, kom han i tanker om de andre fædre, der gjorde mærkelige og dumme ting. Som Matthias far for eksempel. Han sagde altid, at Matthias ikke måtte sove hos andre. Og Mads’ far ville aldrig køre Mads nogen steder, han skulle altid cykle selv, og Andreas’ far var altid hjemme, men han sov altid, og Mads’ far var også altid hjemme, men de havde som regel kun spegepølse i køleskabet, Thomas far var også altid hjemme, men han sad altid foran computeren og råbte og skreg, hvis de bare larmede det mindste. Jo mere han tænkte over det, var det egentlig ikke det fedeste, at ens far var hjemme hele tiden. Og det var garanteret sådan en far, en der altid var hjemme, der havde givet drengen det gamle rundstykke med.
Tobias sukkede. Måske var hans far for meget væk, men det var alligevel bedre end, at han var for meget hjemme og var dum og irriterende. Han rejste sig, og så, at Sebastian kom imod ham.
”Du skal ind til skoleinspektøren!” råbte han.
”Jeg har ikke skudt på dem!”
”Alligevel! Han vil snakke med dig. Olde-Jensen blev dårlig og måtte gå hjem!”
”Blev han dårlig? Hvorfor det?”
”Fordi Mads fik næseblod og Nana fik en bule i panden. Han kunne ikke holde til alt det ballade.”
”Han er også alt for gammel!” Tobias så på Sebastian. ”Det er altså ikke min skyld!”
”Næh… hvad laver de?”
”Hvad?” Så så Tobias, at Sebastian så på mågerne. ”Nå, dem. De spiser et gammelt rundstykke!”
”Har du givet dem det?” Sebastian grinede.
”Nej, selvfølgelig har jeg ikke det. Det har en eller anden far, der er for meget hjemme!” Og da det var sagt, vendte Tobias sig om og gik tilbage til skolen og skoleinspektøren.
”Hej, vent, Det var bare for sjov!” Sebastian kom løbende efter ham. ”Faktisk ville jeg spørge dig, om du ikke kommer til basket i eftermiddag?” Sebastian dunkede ham i ryggen. ”Vi har brug for en mesterskytte som dig!”
Tobias stoppede. Det slog ham pludselig, at det var bedre at bruge sit talent ordentligt, frem for på de dumme måger og hans dumme far. Han så på Sebastian. ”Det vil jeg rigtig gerne. Hvornår er det?”
Sammen gik de tilbage på skolen.
Faktisk fik Tobias en sveder mere. For skoleinspektøren var blevet så bange, da Olde-Jensen var blevet dårlig og måtte gå hjem, at han var blevet så vred, at han måtte have nogen at skyde skylden på. Og den han først tænkte på, det var Tobias. Det var også Tobias, der var startet med at skyde den måge nede på stranden. Den fjollede dreng, der havde den sødeste mor, der lavede den bedste skolemad i mands minde. Men svederen, den måtte Tobias alligevel have. Denne gang skulle han skrive: ”Mågen er min bedste ven.” Skoleinspektøren mente, det kunne få drengen på andre tanker. En slags positiv hjernevask.
Og Tobias mor var blevet så forskrækket over Olde-Jensens ildebefindende og troede, at han skulle dø, så hun gav Tobias en lussing, da han kom hjem. Det fortrød hun selvfølgelig hundrede tusinde gange og tog ham med på pizzeria og i biografen. Faktisk kom hans far hjem og skældte moderen ud og sagde, at det vist var på tide, at han var mere hjemme, så der kunne komme orden på tingene.
Og Tobias? Ja, Tobias var faktisk en virkelig mesterskytte på sit basket hold, og han trænede tit og meget og var også til mange kampe i weekenderne. Så nu var det hans far, der savnede Tobias og gik rundt og sagde: ”Min dreng er aldrig hjemme!” Så han kørte Tobias til stævner og blev hjælpetræner for holdet, og det var alligevel bedre end at skyde måger. Så Maja havde ret. Det er ikke godt at skyde på måger eller fugle eller på noget som helst andet end basketkurven.
Og Maja? Det er en helt anden historie.