af Karin Broch-Lips
Jeg synes, jeg har stået har længe, men jeg ved ikke hvor længe. Det føles som mange timer, mine knæ er trætte, det er mine fødder også. Det varer ikke længe førend jeg kaster det. Det knitrer i min trussekant, der hvor jeg har sat det i klemme. Jeg har brugt det meste af natten til at skrive det. Det tog lang tid, fordi det var så svært, at få det til at lyde rigtigt, så jeg ikke virkede sur eller dum eller – jeg ved ikke, men det er så vigtigt for mig at få det sagt. Eller – hæ, jeg siger det jo ikke, for det kan jeg ikke, men jeg vil gerne have, at de får det at vide, så jeg måtte skrive det. Jeg skrev det hele – direkte og uden omsvøb. Hvordan det gik til, hvordan det startede. Det var Julie. Altså, det var ikke Julies skyld, det var blot med Julie, det hele startede. Hun ringede, nej det passer ikke – hun kom faktisk. Lige pludselig stod hun udenfor døren med Bella og spurgte, om jeg ville med i skoven. Hun skulle gå med Bella, det havde hendes forældre sagt, men hun ville også vise mig noget. Et eller andet spændende hun havde fundet. Hun ville ikke sige, hvad det var, ikke der i hvert fald, foran vores hus. Hun så lidt beklemt ud, men også lidt fræk. Jeg blev smaddernysgerrig lige meget det samme. ”Jeg går en tur med Julie og Bella,” råbte jeg til min mor, medens jeg greb jakken, der hang på knagen. Smak! Sagde hoveddøren, da jeg smækkede den i. Smak! Den lyd sidder stadig i mig. Jeg kan høre den hele tiden Smak-smak! Smak-smak-smak. Smak! Den bliver til en sang med en rytme, der hele tiden varierer. Jeg kan ikke komme af med den igen. Det er ligesom, den sidder fast. Men den lyd var også startskuddet til det hele. Til alt det, der skete. Intet blev det samme efter den tur. Mit liv. Julie. Mig selv. Selv Bella blev forandret.
Der er en helligdag på væggen. En plet, der ikke er malet ordentligt. Sært at jeg først ser det nu. Så mange timer efter. Jeg bliver snart nødt til at sætte mig. Men jeg har lovet mig selv, at det må jeg ikke, ikke før jeg har kastet det. Jeg ved ikke, om jeg tør. Men det er egentlig ligegyldigt, for jeg skal. Det kan være, jeg dør af skræk, måske er det også det bedste at være død, når de læser det. Jeg skal i hvert fald have kastet det, inden de kommer hjem. Og det gør de snart – det kan jeg se på skyggen på væggen. Når spidsen rammer fodpanelet ovre til højre, er det tid. Så har jeg lidt tid endnu, men jeg kan lisså godt gøre det nu. Nej, vent lidt.
Bella går forrest, det gør hun altid. Enten med snoren som en stram line mellem Julie og hende selv, eller helt uden bånd. For i skoven slipper Julie hende altid løs. Vi taler om konfirmationen til forår. Om hvor meget vi glæder os til festen. At vi har skrevet takketalen, og hvor pinligt det bliver at skulle rejse sig og læse den op. Men det skal gøres. Samtidig er vi ved at være trætte at balletten. Vi føler os store, og vores bryster vokser og er ømme og i vejen for de mange løft og kast, drengene skal lave med os. Vi gider ikke mere. Og vi gruer for den dag, det røde vil komme. Blodet. Menstruationen. For så vil det simpelthen blive for ulækkert. At drengene skal have os op på skuldrene eller løfte os med deres hånd på skridtet. Mens blodet flyder. Nej, det er simpelthen utænkeligt. Det snakker vi om på vej ud til skoven. Men det er der ikke noget nyt i – det har vi snakket om tusind gange før. Og vi har lagt mange planer for, hvordan vi skal undslippe ballettimerne til den tid. Men det bliver svært. Det er vores halve liv, selv om det føles som om, det er det hele.
Julie og jeg har danset ballet, siden vi var fem, og nu er vi 13, det giver… lad mig se… jo, 8 år. Vi er trænede og tynde. Vi er indstillet til balletakademiet. Så bliver det alvorligt, siger mor. Hun vil have, at alting skal være alvorligt og med et mål. Det virker bare så kedeligt, og jeg bliver træt. Sådan har Julie det også.
”Det er vores mødre, der skulle danse i stedet for os,” siger hun derude i skoven.
Jeg smiler til hende, ”det ville sikkert se kønt ud,” vil jeg sige, men hun kigger op i himmelen. Den er majblå og fuglene flakser deroppe. ”Jeg vil gerne være en fugl,” siger hun pludselig.
”Aj, hvor er du mærkelig i dag,” siger jeg. Jeg vender mig mod hende: ”Du ser også sådan ud.” ”Synes du?” Julies ansigt flækker pludselig i et kæmpegrin, og så løber hun. Alt hvad hun kan. Og det er hurtigt. Hun burde være løber, tænker jeg forpustet, medens jeg prøver at følge med hende. Ud og ind mellem træerne siksakker vi. Og med Bella forrest. Til sidst må jeg stoppe op for at få vejret. Jeg har sidestik. Men det værste er, at jeg ikke kan se Julia. Eller Bella. De er begge væk. Og jeg ved ikke, hvor jeg er.
Væggen er virkelig grimt malet. Nu kan jeg se flere bare pletter. Flere helligdage. Det er typisk far. Han er så overfladisk og hurtig og doven. Men han er sød. Jeg håber, at han er den første, der vil finde det. For når jeg har kastet det, vil jeg løbe. Igen. Lige så hurtigt som den dag ude i skoven. Men denne gang længere væk. Og ikke igennem skoven, men forbi den og væk. Så kan det være, jeg finder et roligt sted, hvor jeg kan tænke. Og måske ringe til Julie. Hvis hun ellers vil snakke.
Jeg bliver lidt forvirret derude i skoven, da Julie er væk. Faktisk er jeg bange, og jeg er lige ved at græde. Men så kalder hun. Og jeg kan høre, hun griner. Hun griner så højt, at man kan høre det oppe i himmelen, og fuglene svarer. Jeg løber efter lyden. Så ser jeg hende. Og ham. Og jeg standser. ”Tag lige Bella,” siger hun og giver mig snoren. Han griner til mig. Den højeste af balletdrengene, og han har allerede hånden på hendes lår. ”Det må han ikke,” skriger jeg og peger. ”Det er ulækkert.” Men Julie griner bare og løfter benet endnu højere op, så jeg rigtig kan se, hvor tæt hans hånd er på. Jeg bukker mig sammen og råber, at de skal holde op. ”Vi har aftalt det! Julie! Vi har!” Så ser hun tårerne i mine øjne. Det får hende til at hvæse: ”Tag så Bella og lad mig være i fred. Gå så!” Jeg er næsten blind af alle de tårer, da jeg tager snoren og hægter Bella fast. Og så løber jeg. Igen. Den anden vej. Tilbage. Bella hjælper med at finde vejen.
Den dumme væg. Nu kan jeg også se huller. I hjørnet, hvor min ånde har fugtet væggen. Jeg har også stået der længe nu. Jeg putter fingeren ind i et af dem og drejer rundt. Det bliver større, og noget puds falder ud og ned på gulvet. Jeg vil ønske, jeg ikke havde gjort det. Men jeg gjorde det. Bandt Bella til et træ og lod den blive tilbage i skoen. Til de andre sagde jeg, at den løb fra mig. At jeg faldt, og at den så slap fri. Der er ingen, der har set den. Og nu er jeg bange for, hvad der er sket med den. Jeg er færdig med ballet, men jeg er ikke færdig med Julie. Jeg savner hende. Og jeg er ked af det med Bella. Jeg vil gerne have, at der er en, der finder den. Men jeg tør ikke vente længere. Derfor må jeg kaste brevet. Hvis jeg tør. Men det skal jeg turde. For Bellas skyld. For min skyld, for Julies skyld. Men ballet er jeg færdig med. Mor ved det ikke, det er derfor jeg har skørtet på i dag. Men det er sidste gang. Skoene har jeg allerede smidt ud. Det gjorde jeg i morges, inden skraldemændene kom.
Jeg putter spyt i det store hul. Det bobler og ser sjovt ud. Jeg trækker tiden. Jeg skæver til skyggen. Åh, nej. Den næsten rører ved panelet. Jeg må kaste nu. Jeg hiver papiret op af trusserne. Nu kaster jeg. Jeg håber, at hævnen bliver opløst. Jeg løber. Igen.